Tilbage til forsiden
 

Profil

Selvudvikling

En søgning mod selvudvikling kan være en respons på en indre følelse af savn eller længsel efter noget andet, noget dybere, noget mere, end det der umiddelbart fylder i vores liv. Søgningen kan også komme pga. vanskeligheder, vi oplever her og nu på et indre eller ydre plan. Den kan skyldes akutte kriser fx i forbindelse med dødsfald, brudte parforhold, arbejdsløshed, følelser af meningsløshed, håbløshed eller angst.

Denne selvudviklingsvej søger at skabe lydhørhed over for vores udgangspunkt nu, over for den følsomhed, vi grundlæggende har, og ikke mindst over for de dybereliggende kvaliteter, som ofte er ubevidste for os, eller som kun fremtræder i glimt.

Disse kvaliteter er aspekter af en dybereliggende kerne, som det er muligt for mennesker at få kontakt med. De kan manifestere sig som kærlighed, medfølelse, mildhed, kraft, visdom, fred m.m. Disse følelser er for de fleste ofte knyttet til relationer og opleves måske i mindre grad som indre sindstilstande, som det er muligt at nå uafhængigt af det relationelle liv. Dét gradvist at opleve ovennævnte kvaliteter udfolde sig i os har en kraftig effekt på oplevelser af meningsløshed og følelser af savn og giver efterhånden et perspektiv på vore vanskeligheder, der kan åbne op for et stort, indre håb. Det kan give kontakt til mere glæde i hverdagen, meningsfylde i relationer og stimulere et naturligt engagement i verden omring os.

På kurserne søges at skabe en atmosfære af tillid, kontakt og nænsomhed, der kan understøtte en selvudforskning. Arbejdet er individuelt og responsen fortrinsvis mellem den enkelte kursist og underviseren. Det er altså ikke et gruppeterapeutisk forløb, hvor alle konfronteres med alle, men snarere et forløb hvor den enkeltes proces finder støtte og hjælp i de andre gruppedeltageres forsøg på at arbejde i samme retning.

På kurserne starter dagen med ca. en times yoga, der udføres i et roligt tempo med vægt på det at være til stede i kroppen. Denne kropslige bearbejdelse støtter en følt afspænding af kroppen, hvilket gradvis baner vej for at falde ind i meditation. Vi arbejder bl.a. med at integrere en kontakt til den spirituelle dimension gennem meditation. Endvidere arbejder vi med at skabe kontakt til energi i kroppen, specielt centrale energiområder i kroppen, kaldet chakras.

I arbejdet lægger vi vægt på den følelsesmæssige bearbejdelse af vanskeligheder i nutiden og fra fortiden, som vil komme frem i forsøget på at finde kontakt med de tidligere nævnte, dybereliggende kvaliteter. Den sammenhæng, der viser sig, mellem vanskeligheder og kvaliteter, vi har, vil gradvis give vores levede liv et andet perspektiv.

Centralt i arbejdet står det at fremelske en dyb følelse for os selv, hvilket efterhånden sætter os i stand til at gøre op med hårdhed og selvfordømmelse. Indre hårdhed viser sig ofte at være en vigtig årsag til vores problemer, når vi får bearbejdet det, der umiddelbart kan ligne ydre, relationelle vanskeligheder.

Det kræver ingen specielle forudsætninger at starte i en gruppe; det afgørende er en længsel efter og villighed til at lære sig selv at kende. Man skal altså ikke have erfaringer med meditation, terapi eller yoga for at kunne deltage på kurserne. Arbejdsformen indebærer, at det er muligt for nye deltagere med relevant erfaring at starte i en igangværende selvudviklingsgruppe, hvis der er plads.

 




Undervisere

Her kan du læse mere om de terapeuter og undervisere, du kan møde hos Center for Selvudvikling:

Jens Enemark >

Ellen G. Enemark >